Sådan gør du, hvis du ønsker at leje forsamlingshuset

1. Undersøg i første omgang venligst vores udlejningskalender for egnede, ledige datoer.

2. Ring så til Jytte Pedersen på tlf. 64 71 10 60 eller mail til myrfyn62@gmail.com og få en god snak om mulighederne.

Vilkår og priser

Det koster 3000 kr. at leje forsamlingshuset, inklusiv rengøring. Rengøring kan ikke fravælges.

Forsamlingshuset kan lejes på datoer op til 3 år frem for medlemmer, 2 år frem for ikke medlemmer. Huset udlejes ikke til ungdomsfester.

Husk der er mulighed for at leje store og små duge i farverne blå, rød, grå og beige (ikke velour).

Der skal altid være en af bestyrelsen godkendt person til stede under festen. Denne person deltager i servering/opvask og afregnes (iht. gældende aftale) direkte inden festen forlades. Dette gælder dog ikke for medlemmer af huset.

Faciliteter

Fra hoveddøren træder man ind i en stor entre med en rummelig garderobe. Herfra er der adgang til 3 moderne toiletter, det ene kørestolsvenligt. Modsat er der adgang til selve festsalen.

Festsalen rummer 100 gæster til spisning eller 150 koncertgæster. Vi har en hæve/sænkescene, som bruges ved koncerter og andespil. I toppen af festlokalet er der bar med køleskab og mulighed for opsætning af fadølsanlæg. Stor fleksibilitet i indretningen af salen. Vælg selv alt afhængig af dit arrangement mellem mindre spredte grupper af borde/stole, eller skab en traditionel stemning med festlige langborde.

Musikanlæg og sceneområde. Wifi overalt. Mellem køkken og festsal et anretterrum i forlængelse af baren, til gavn for evt. serveringspersonale. Her forefindes bestik og service til 100 mennesker.

Fra salen er der adgang til en større terrasse med udsigt over strandengen og naturhavnen. Terrassen er forsynet med havemøbler og selvfølgelig har vi her en flagstang.

Køkkenet er et rummeligt, nyt stålkøkken med rigelig afsætningsplads og opbevaring, gaskomfur med 6 blus, industriel opvaskemaskine, stor industriovn, 1 stort køleskab, 1 stor skabsfryser, professionel kaffemaskine,  microovn, personaletoilet.

Forsamlingshuset har en høj standard for rengøring og vedlighold, f.eks. vaskes stolene af hver halve år, og sæderne renses. Ligeledes med køkken og sanitet, alt er renholdt og lækkert. Slutrengøring efter leje af forsamlingshuset er af samme årsag obligatorisk.